• Forsikringsselskaber oplever færre vejr-skader denne sommer

    ソース: BDK Borsnyt / 30 7 2024 07:44:45   America/New_York

    Trods store mængder nedbør har forsikringsselskaber registreret færre vejrrelaterede skader i sommerens to første måneder end i samme periode sidste år. Det oplyser GF Forsikring og Topdanmark. I år har man hos GF Forsikring registreret 583 vejrrelaterede skader i juni og juli. Det skriver forsikringsselskabet i en pressemeddelelse. I samme periode sidste år registrerede forsikringsselskabet 645 skader. Ifølge Christian Stubkjær, der er skadechef hos GF Forsikring, skyldes det, at medlemmerne er blevet bedre til at sikre deres boliger mod de store nedbørsmængder. - Vi mener, at det er skadeforebyggelse, der er den helt store forskel. Det er noget, som både vi og resten af branchen har meget fokus på, men som også medlemmerne er blevet rigtigt gode til i hverdagen, siger han. Blandt andet er GF Forsikring i 2024 begyndt at sende vejrvarsler ud til deres kunder samt gode råd til at forebygge vejrrelaterede skader i løbet af sommeren, fortæller Christian Stubkjær. Også hos Topdanmark har man i år registreret færre vejrrelaterede skader end sidste år. Rasmus Ruby-Johansen, koncerndirektør for skade ved Topdanmark, mener også, at det har haft en effekt, at kunderne er blevet mere opmærksomme på vejret. For eksempel handler det om at huske at lukke døre og vinduer, rense sine tagrender og sikre trampoliner og havemøbler, fortæller han. - Det lyder meget banalt, men det er i virkeligheden nogle gange små ting, der skal til for at undgå, at der opstår en skade, siger Rasmus Ruby-Johansen og tilføjer, at Topdanmark også sender en sms til deres kunder, når der skybrudsvarsel i deres område. Rasmus Ruby-Johansen peger også på, at en anden forklaring kan være, at både byer og kommuner er blevet bedre til at forbygge og sikre sig mod blandt andet vedvarende nedbør og stormflod. Samtidig afhænger antallet af skader også af, om de store mængder nedbør falder over land- eller byområder. Jo tættere bebyggelse der er, des flere skader bliver der typisk registreret, lyder det både fra GF Forsikring og Topdanmark. Begge forsikringsselskaber oplever, at interessen for forsikringer, der dækker blandt andet øget nedbør, er steget de seneste år. - Hele branchens produktportefølje udvikler sig også med de behov, som markedet har, lyder det fra Christian Stubkjær. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/forsikringsselskaber-oplever-faerre-vejr-skader-denne-sommer
シェアする